Hele vejen fra Horsens, Danmark - her er Golden Boy!
© Phil Sharkey (british-boxing.net)

En far, der kaster op af nervøsitet. En ny kinesisk fan. Et dekadent middagsselskab med boksning i centrum og en meget tiltrængt cola. Det er historien om Danmarks yngste professionelle bokser, der i London skulle forsvare sin én kamp korte karriere som ubesejret.



Artikel fra POLITIKEN 3. december 2006 af Jakob Sorgenfri Kjær jakob.kjaer@pol.dk
Fotos © bm-boxing.dk & british-boxing.net
Last round«, råber kamplederen til det danske ringhjørne. Informationen drukner i højrøstede tilråb og fordrukken småsnak fra 400 gentlemen i kjole og hvidt med en obligatorisk butterfly om halsen. Tilbagelænet i rødpolstrede stole omkring rundborde med kandelabre og dyre rødvine kigger de op i ringen. Op på den letpåklædte nummerpige, der ligner Zindy Laursen. Men også op på en 59 kg let teenageknægt fra Horsens, hvis skuldre hæver sig, mens han forsøger at få vejret.
Fem glaslysekroner over bokseringen oplyser Kim Poulsens ryg. Han rejser sig fra ringhjørnet, hvorved hans svedglinsende tatovering kommer til syne: 'Golden Boy ' står der fra den ene skulder til den anden.
© Phil Sharkey (british-boxing.net) Klask! Den bredskuldrede træner Brian Mathiasen klapper med sine silikoneindsmurte håndflader knægten på kinderne, kigger ham intenst i øjnene og råber:
»Pas på hovedet derinde. Kom så, Kim. Du har ham!«.
Vi spoler lige tiden halvanden dag tilbage. To bodybuilderstore fyre og en iøjnefaldende mindre knægt ved deres side kommer gående på fortovet i Londons Bloomsbury-kvarter. Trekløveret gør holdt foran et smalt lysegrønt hotel med mørkegrønne markiser og et farverigt blomsterbed.
Med deres tasker, kufferter og skuldre må de møve sig ind i hotellets snævre gang.
Klask! Den bredskuldrede træner Brian Mathiasen klapper med sine silikoneindsmurte håndflader knægten på kinderne, kigger ham intenst i øjnene og råber:
»Pas på hovedet derinde. Kom så, Kim. Du har ham!«.
Vi spoler lige tiden halvanden dag tilbage. To bodybuilderstore fyre og en iøjnefaldende mindre knægt ved deres side kommer gående på fortovet i Londons Bloomsbury-kvarter. Trekløveret gør holdt foran et smalt lysegrønt hotel med mørkegrønne markiser og et farverigt blomsterbed. Med deres tasker, kufferter og skuldre må de møve sig ind i hotellets snævre gang.
Den klejne Kim Poulsen har små diamantlignende sten i begge ører og en sort kasket på hovedet. Med gotiske guldbogstaver står der skrevet 'Golden Boy ' - et alias, han fik for flere år siden, da han stadig var amatørbokser i Vejle AK. Han vandt stort set alt, han kom i nærheden af, og familie og venner gav ham tilnavnet, som også den tidligere IBO- og WBF-verdensmester Mads Larsen bærer.
I sommer blev 'Golden Boy ' Danmarks yngste professionelle bokser. Som kun 19-årig krævede det dispensation fra Justitsministeriet, da man i Danmark skal være 21 for at blive en del af den betalte boksning. Synderligt godt betalt er det nu ikke, men for Kim Poulsen giver det et tilskud til den SU, han får fra hf-uddannelsen, som han over tre år tager på Voksen Uddannelses Center hjemme i Horsens.

En tøsedreng

Så der er lidt pund sterling i Golden Boys lomme, da de tre fyre et par timer efter ankomsten traver op ad shoppingmekkaet Oxford Street. De er på udkig efter det britiske boksemærke 'Lonsdale', der i London koster en tredjedel af, hvad det koster hjemme.
»Pas nu på dig selv, Silverboy, ikk'å«. Kims storebror, Michael Poulsen, tager sin muskuløse arm om halsen på sin bror, som endnu ikke har vænnet sig til, at man i England kører i venstre side.
»Det nytter sgu ikke noget at blive kørt ned nu«, griner han på klingende østjysk, hvor et d stort set uden undtagelse bliver udtalt som et j .
Storebror er med som mental opbakning. Michael Poulsen betaler selv for billet og omkostninger, men han gør det nu også for sin egen skyld. At sidde derhjemme med hænderne i skødet, mens brormand er i ringen - nej, det ville ikke være til at holde ud.
Michael Poulsen var i Vejle AK træner for sin lillebror, mens han stadig var amatør. I marts kunne han pludselig se sig selv på forsiden af flere af landets aviser, fordi temperamentet løb af med ham. På en træningsaften i Vejle boksede Kim Poulsen mod Nebil Yimam, hvis træner, Eigil Jørgensen, havde kaldt 'Golden Boy ' for en tøsedreng i de lokale medier.
Træningsbegivenheden eskalerede, da Nebil Yimam havde givet Kim Poulsen for dybe stød. Ukvemsord føg rundt, og provokeret af modstanderen befandt storebror sig pludselig i ringen. Det hele endte med et knytnæveslag uden handsker og en efterfølgende retssag. Michael Poulsen fik en betinget voldsdom og undgik samfundstjeneste, fordi retten mente, at modstanderne selv havde fremprovokeret balladen.
I London er optrinnet for længst glemt. Her handler det om den gyldne lillebrors nyanlagte karriere som professionel bokser.
© bm-boxing.dk Også for Brian Mathiasen, der til hele familien Poulsens stolthed er blevet 'Golden Boys' træner. Den 41-årige boksetræner har bl.a. stået bag prominente danske boksere som Allan Vester, Christian Bladt og Anita Christensen.
Da han i foråret blev spurgt, om han ville træne 'Golden Boy ', var han skeptisk. Brian Mathiasen mente, at den 19-årige fjervægtsbokser var alt for lille i statur; professionel boksning er langt mere fysisk betonet end amatørboksning, og Kim Poulsen er stadig kun i voksealderen.



Vægtvogter

Den professionelle boksetræner endte alligevel med at sige ja, og det har han bestemt ikke fortrudt. Kim Poulsen har vist sig lærenem og er allerede blevet markant stærkere, hvilket også kan læses på vægten: Da Kim Poulsen sejrede i sin debut som professionel i september, var det som fjervægtsbokser, mens han i London er steget en vægtklasse til superfjervægt.
Men selv superfjervægten på 59 kg er ikke helt nem at ramme for den ivrige Horsens-dreng. I løbet af efteråret landede pilen pludselig på 63 kg. Syv gange to en halv times kampintensiv træning om ugen halvanden måned i træk har nu fået ham ned på 59,5 kg.
»Så vi skal lige have en svedetur i aften«, siger Brian Mathiasen under frokosten dagen før kampen. Her spørger Kim Poulsen sin træner, om han må spise spaghetti bolognese. Det må han godt, for der er ikke så meget kød i.
Til gengæld må Kim sende lange blikke efter storebror, der supplerer sin bolognese med en cola. 'Golden Boy ' har taget sloganet 'always Coca-cola' aldeles bogstaveligt i sin opvækst. Men vægtvogteriet har holdt ham fra de mørkebrune dråber i nu en uge.
»Og jeg ryster nærmest. Det må være ligesom rygere og cigaretter«, siger colamanen.
Tilbage til svedeturen, for Brian Mathiasen havde gerne set, at hotellet kunne diske op med et lokale til en let omgang boksetræning. Men på værelserne er der end ikke plads til en brusekabine.
»Det her er jo et vandrehjem«, siger han - tydeligt utilfreds med forholdene.
Derfor har han arrangeret adgang til et fitnesscenter. Præcis et døgn før kampen har han beordret en hue på sin elev, der nu pukler af sted på et løbebånd. Efter hensigten pibler sveden af 'Golden Boy ', da træneren tager røde plethandsker på. Lyden er smældende, hver gang Kim Poulsen sender sin højre og venstre næve af sted, og de øvrige pumpende fitnessgæster kigger nysgerrigt i retning af den danske delegation.
Michael Poulsen har smøget trøjeærmerne op, så hans dækkende tatoveringer på begge arme kommer til syne. »Sveder du?«, spørger han grinende sin lillebror efter halvanden times træning. En sveddråbe fra 'Golden Boy 's hage drypper ned på parketgulvet som svar på spørgsmålet.
»Du løber hjem til hotellet«, bestemmer Brian Mathiasen. Uden at blinke ifører Kim sig atter sin hue og pisker hjem på hotellet.
Kort efter er gutterne atter på jagt efter passende føde. »Fish & Chips - det er sgu ikke lige sådan at bokse på i morgen«, siger Brian Mathiasen. Det er ham, der sætter dagsordenen.
Et indisk madhus udvælges i stedet. 'Push' står der på døren, og Michael Poulsen kommenterer gnæggende: »Jeg troede sgu, der stod pussy «.
Kim vil gerne have karry til sin kylling, men Brian Mathiasen er forbeholden: »Det må sgu ikke være for stærkt. Det nytter jo ikke noget, du sidder på tønden hele dagen i morgen«.
Under middagen skiftes boksetræner og storebror til at fortælle anekdoter. Tonen er kærligt drillende, og 'Golden Boy ' bliver til både 'Silver Boy ', 'Golden Child' og 'Gyldenkål' i løbet af hø-hø-samtalerne.
'Golden Boy ' sidder smilende og lytter med en pibende vejrtrækning oven på aftentræningen. Brian Mathiasen kigger pludselig på ham med en alvorlig mine:
»Nu skal du vinde i morgen; der er langt hjem, hvis du taber. Men lad nu være med at prøve at slå ham ud. Han er aldrig blevet knockoutet før«, siger han og bliver afbrudt af storebror Poulsen:
»Men én gang skal jo være den første«.
»Ja, ja«, indskyder Brian Mathiasen. »Men Kim slår slet ikke hårdt nok endnu«, siger han og vender sig atter mod sin elev:
»Du er her for at lære«. Kampdagen står på afslapning. De forventningsfulde eftermiddagstimer passerer i det minimalistiske hotelværelse, hvor blomster i overdimensioneret grad dekorerer alt fra gardiner over spejle til sengetøj. Bokseren putter sig i blomsterne, mens brormand holder ham med selskab.

Blod på væggen

Faderen Jan har allerede ringet fem gange for at bakke sønnike op. I morges sendte stedmoderen en sms-besked på faderens vegne: »Der er ingen, der ønsker, du skal vinde...«, skrev hun til Kims store forundring. Hun havde glemt tilføjelsen: »...mere end din far«, griner brødrene.
De fortæller om farmand, der er formand i Vejle AK. Han er altid den mest anspændte af de tre, når Kim skal i kamp. Det er ikke unormalt, at han kaster op af ren nervøsitet. »Og så skal han hele tiden bade - det driller vi ham med«, klukker Kim.
Over højre øjenbryn har han et tydeligt ar. En bokseskade, skulle man tro - men historien er en anden. For fire år siden spillede brødrene fodbold på computeren. Lillebror vandt med ufine midler, og i arrigskab langede storebror ud efter ham. Med en vanlig undvigelsesmanøvre drejede Kim hovedet uden om labben - men direkte ind i en skænk, så blodet sprøjtede op på væggen.
Latteren lægger sig, og samtalen drejer endnu en gang ind på aftenens kamp. Kims ansigtsudtryk bliver atter fokuseret. Brian Mathiasen har tidligere forklaret, at en professionel bokser først efter 20 sejre har et præsentabelt cv. Taber 'Golden Boy ' i aften, vil det være et rent uppercut i hans drøm om en dag at forsvare et af de store bælter i boksningens højborg, USA.
© Phil Sharkey (british-boxing.net) Klokken er 17.15, da Kim og kompagni træder ind i Café Royal ved Piccadilly Circus, hvor kampen mod 31-årige Shaun 'Slasher' Walton skal bokses. Omgivelserne er pompøse, nærmest majestætiske. Den tæppeklædte trappe er lige så bred som bokseholdets hotelværelser; på trinene trasker trekløveret i træningstøj forbi gentlemen i smoking.
De bliver anvist et værelse, hvor de kommer til at sidde længe. Indvejningen, hvor Horsens-bokseren skal dokumentere sine 59 kg, er forsinket i over en time. Så Team Golden Boy sidder og venter. Hovedpersonen er sulten, eftersom han ikke har spist siden i morges.
I lokalet har drengene fået selskab af den 37-årige kinesiske rygsækrejsende Ying Xu. De traf hende i morges under morgenmaden. Vildt begejstret blev hun, da Brian Mathiasen fortalte om 'Golden Boy ' og aftenens boksedyst. Efter eget udsagn har hun kun kendskab til sportsgrenen gennem filmen 'Million Dollar Baby'.
»Wow, en tatovering«, siger hun og tager billeder af Kims tatovering på underarmen. Den fik han lavet, da han var 15. 'Born to Win' fik Horsens-drengen skrevet tre år efter, han begyndte til boksning.
Halvanden time senere. »Ikke mere fissesnak - fra nu af handler det kun om kampen«, lyder det bestemt fra boksetræneren, der binder bokserens håndled og knoer ind i gaze.
Indvejningen forløb perfekt, og Kim sidder nu og stirrer koncentreret ud i luften. Stilheden bliver kun brudt af riv fra gazerullen og Ying Xus sporadiske blitz.


© bm-boxing.dk
Colacomeback

En time senere. I sine glinsende rød-hvide shorts danser Kim rundt i lokalet og sender kraftfulde stød af sted mod plethandskerne, som Michael holder op, mens Brian instruerer.
Sveden hagler af Kims krop. Han virker tirret og koncentreret.
»Er du klar til at lave en flot indsats. Husk, hvad vi har lavet til træningen. Tænk ikke på, hvad han kan. Boks det, du kan!«.
Efter en times forsinkelse er det endelig tid. »All the way from Horsens in Denmark. Please welcome - Kim 'Golden Boy ' Poulsen!«, lyder det fra ringopråberen.
»Buuh!«. Ukvemsord blander sig med sløve klapsalver, da den spinkle teenager træder ind i lokalet med sine to tro væbnere. I første omgang er det vinpåvirkede publikum med 'Slasher' - han er jo brite.
De velklædte gæster har hver betalt 150 pund for at komme til 'Pro Boxing Black Tie Dinner' i de fashionable lokaler. London-traditionen stammer tilbage fra 1891. Først ankommer de hovedsageligt mandlige gæster til en overdådig bespisning, og efter de dyre dråber er gået ind, træder bokserne op i ringen. Stemningen er sitrende.
Som runderne skrider frem, vender sympatien til østjydens fordel. »Get in there, Golden Boy . C'mon, Golden Boy !« , lyder det fra en beruset smoking, der rejser sig fra sin polstrede stol for at bralre.
Kim Poulsen bokser med stor koncentration og energi. De danske parader holder 'Slasher' fra hans navns formål, mens 'Golden Boy ' med energiske slagserier omvendt imponerer dommerne.
Fra hjørnet lyder taktiske råd fra Brian Mathiasen, mens Michael Poulsen kommer med opmuntrende tilråb. Hver gang lillebror rammer sin modstander, knalder storebror begejstret sin næve ned i kanvassen.
Der er aldrig tvivl om udfaldet. 'Golden Boy ' vinder sin anden kamp som professionel med dommerstemmerne 60-54, hvilket betyder, at han vinder alle seks omgange. Brian Mathiasen og brormand får en ordentlig krammer i ringhjørnet.
På sin vej ud af det overdådigt dekorerede lokale klapper hvert et bord af gentlemen, han passerer. Ying Xu knipser storsmilende den stolte sejrherre, der har fået synlige skrammer på ryggen fra 'Slashers' krammende handsker.
»Så, fotomodel - så kan du godt komme herind«, beordrer Brian Mathiasen inde fra opladningslokalet.
Idet Kim træder ind, begynder hans træner at klappe. 'Golden Boy ' springer derefter i armene på sin træner, så boksestøvlerne i flere sekunder dingler over det fine gulvtæppe. »Jeg er stolt af dig. Du skal jo bare høre efter, hvad den gamle siger«, roser den skaldede boksetrænerbamse.
Kort efter ringer Gyldenkål til sin anspændte far på mobilen. »Hej far. Har du brækket dig 200 gange?«, driller drengen med et overskud, han ikke har haft siden ankomsten til London.
Så skal sejren sødmes. Men ikke med alkohol, for det er »totalt useriøst«, siger den 19-årige knægt, selv om alle hans venner derhjemme ofte går i byen. Nej, i stedet går Kim med sin bror ned på Piccadilly Circus. Finder en McDonald's og køber en ovenud velfortjent halv liter cola, som han suger på 20 sekunder.