VANDT
OVER DRUK OG VOLD!
|
|
Brian
Mathiasen
Boksetræner
Brian Mathiasen kæmpede
mod
druk, vold og
kriminalitet
– og vandt
|
Af
Brian Askvig (brian.askvig@eb.dk)
Fotos: Morten Overgaard |
Ilden
knitrer i brændeovnen og lædersofaen knager under den store
mand, der
genspejler sig i det gigantiske tv i den hyggelige dagligstue.
Poolbordet,
minibaren og en reol med stereoanlæg og parabolmodtagere - der
kan hive
ethvert tænkeligt sportsprogram ned fra himlen - er de eneste møbler
i
”legestuen” ved siden af. |
|
Bokseren Allan Vester jubler på et kæmpefotografi over sidste
års sejr
over svenskeren George Scott. Mellem dem står den store mand og
nyder det,
der også var hans sejr. Hans triumf som nedvurderet boksetræner
med kun 12
amatørkampe som ballast. Hans personlige sejr over en barndom med
druk,
vold, svigt og kriminalitet. Brian Mathiasen hedder han. Kendt som Brian Bomstærk i vide
kredse i
hjembyen Århus.
|
SØSTER PÅ DRUK
Huset i Viby er en drøm. En livsdrøm for dets 36-årige, enlige
beboer, der siden sine tidligste barndomsår har haft huset i tankerne. Brian
Mathiasen drømte ikke om brandbiler og jagerfly og politimænd, da han var
dreng. Eller om rigdom og berømmelse. Han drømte om huset. Om at få sit eget. Og han fik det.
Og så drømte jeg bare om at blive et godt menneske, siger
han efter en lang tænkepause - og lader sig ikke aftvinge et utvetydigt svar på,
om også den drøm er gået i opfyldelse. Drømmen om huset blev født i en ydmyg lejlighed i Århus, hvor
lille Brian Mathiasen delte værelse med sin ældre søster, indtil hun
begyndte at gå med moderen på ugelange drukture. I et morads af druk og vold og trøstesløshed
voksede længslen efter en tryg hule frem.
FIK INGEN MAD
Vi var en almindelig
familie, indtil min morfar døde, da jeg var 12 år. Han var min bedste
ven og den eneste, jeg virkelig stolede på. Da
han døde, knækkede filmen for min familie, fortæller Brian Mathiasen.
Hans mor begyndte at
drikke voldsomt og forsvandt hjemmefra i lange perioder. Tit var han overladt til sig selv i ugevis. Andre gange
var det en slagmark derhjemme, når forældrene sloges. Så stod han der, en
lille dreng, i underbukser og forsøgte at skille dem ad. Eller lagde sig
imellem dem i sengen, når de gik omkuld, så de ikke røg i totterne på
hinanden.
Brian Mathiasen fortæller sin livshistorie uden at lade
bitterheden regere. Uden at klynke. Han fortæller om sin søster, der som 15-årig
begyndte at tage med moderen på druk og snart selv havnede i et
svært alkoholmisbrug. Om forældrenes skilsmisse og faderen, der
alligevel kom i hjemmet og fortvivlet druknede sine sorger i øl og lod sine
frustrationer gå ud over sin lille søn. Han fortæller om de
utallige gange, da faderen sendte han ham ud i byen om aftenen for at finde moderen. Som modydelse for at få
lov at
spise aftensmad. Fandt han hende - ikke sjældent liggende bedøvet af
druk på et fortov foran et af værtshusene på Frederiksbjerg i Århus -
brugte han resten af natten på at stoppe forældrenes slagsmål. Fandt han hende ikke, måtte han atter ty til
kammeraterne, hvis mødre altid stod klar med et måltid. Men snart slap kræfterne op:
Han forlod skolen i sjette klasse og
vendte aldrig siden tilbage til skolebænken.
VENNER FOR LIVET
I stedet tilbragte han sine dage med intenst at dyrke sin
interesse for sport i enhver afskygning. I de år grundlagde han livslange
venskaber med et væld af drenge, der kom fra samme trange kår som han selv. I dag
er de fleste kriminelle, narkomaner eller rockere. Dengang dyrkede de
sport dagen lang, og mens de andre sluttede dagen af med at gå på indbrud, tog unge Brian Mathiasen hjem til endnu et
nattehelvede med vold, gråd og druk. Det havde været så nemt at gå med de andre. Men jeg gik altid
hjem. Jeg vidste, at jeg ville være fortabt, hvis jeg begyndte at stjæle,
siger Brian Mathiasen, der stadig i dag har en pletfri straffeattest.
Jeg ønskede at blive til noget. Jeg ville have et andet liv end
det, jeg kendte til. Og jeg havde min morfar som forbillede. Han viste
mig, hvordan man bliver et godt menneske.
SKAMMEDE SIG
Mindet om morfaderen får stadig en varm glød frem i øjnene på
den bomstærke mand i lædersofaen i Viby. Brian Mathiasen glemmer ikke let.
Jeg skammede mig over min mor. Det var flovt at blive ringet op
fra et eller andet værtshus og blive bedt om at hente hende. Men et
eller andet sted var der alligevel kærlighed, så jeg gjorde det hver gang.
Jeg blev ved med at passe på hende, siger Brian Mathiasen, der fastholdt sin
omsorg for moderen frem til den efterårsdag i 1986, da alkoholen tog livet
af hende. Han var da 21 år gammel og oplevede dødsfaldet som en enorm
lettelse. Så var der én mindre at bekymre sig om, konstaterer han tørt.
På det tidspunkt havde han allerede i flere år ernæret sig som havnearbejder. Siden tog han job som dørmand på diskoteker ved
siden af sin aktive karriere som fodboldspiller. Fra det allerførste dørmandsjob
lagde han - ikkerygeren og alkoholfornægteren - penge til side til sin
drøm. Til huset i Viby. Fodboldkarrieren blev smadret af en stribe knæoperationer,
hvorefter han kastede sig over sin anden lidenskab: Boksningen. I sin tolvte
kamp vandt han det jyske mesterskab i supersværvægt.
TILLID ER ALT
|
Trods sin korte karriere i ringen har han nu i snart tre år været
professionel boksetræner. Allan Vester er gået nye veje med en
amerikansk
træner, men stadig sætter europamester Anita Christensen og
Danmarks vel nok
største talent, Ahmed Kaddour, deres lid til Brian Mathiasen. Med
succes,
trods selvudråbte bokseeksperters hovedrysten over hans ringe
erfaring.
Jeg lægger vægt på at skabe gensidig tillid. Det betyder alt.
Og jeg
ved jo alt om, hvordan man ikke skal behandle folk, siger Brian
Mathiasen, der også driver et privat boksestudie med store
motionshold og
alenlange ventelister i motionscentret Fin Form i Viby. I halvfemserne
skiftede |
|
han
dørmandsjobbet ud med et vellønnet job som
inspektør for en kæde af restaurationer i Århus. I næsten ti
år arbejdede
han i døgndrift og stoppede først, da han i maj 1999 blev
fuldtidstræner i
stald Vester. Men for en måned
siden vendte han tilbage til det natteliv, han kender for
både godt og ondt. Presset af en gammel ven og restauratør - og
lokket af
sin evige ambition om at udrette noget - takkede han ja til at
bestyre det
nyåbnede diskotek Cosmos i Århus midtby.
|
AR PÅ SJÆLEN
Den fødte taber fra den lille lejlighed i
Århus har vundet mod alle odds. Han har ar på sjælen, erkender
han. Ar, der forhindrer ham i at knytte sig for tæt til
mennesker. Derfor har han ikke kone og børn. Jeg er nok
perfektionist. Jeg stræber for højt på det punkt: Man kan ikke
være lykkelig hver dag, men sådan vil jeg have det. Jeg er bange
for, at min barndom gentager sig for mine børn, siger Brian
Mathiasen. Men jeg har det utroligt godt, og jeg er en glad mand.
Hvis min barndom var en forudsætning for at blive til den, jeg er
i dag, ville jeg ikke have undværet den. Sidste år mistede han
sin far, som han forsonede sig med efter moderens død. Søsteren
er han knapt på talefod med. Brian Mathiasen behøver ikke
længere bekymre sig om andre, men gør det alligevel. Som
foredragsholder i ungdomsklubber prøver han at indgyde drenge med
samme forudsætninger som hans tro på fremtiden. Jeg blev glad og
stolt, da jeg blev opfordret til at fortælle om mit liv. Hvis
bare en af de unge rødder følger den vej, jeg har fulgt, er jeg
tilfreds. Så har det været det hele værd, siger Brian
Mathiasen.
|
|
|
|