VANDT OVER DRUK OG VOLD!

Brian Mathiasen


Boksetræner Brian Mathiasen kæmpede mod druk, vold og kriminalitet – og vandt

Af Brian Askvig (brian.askvig@eb.dk) Fotos: Morten Overgaard
Ilden knitrer i brændeovnen og lædersofaen knager under den store mand, der genspejler sig i det gigantiske tv i den hyggelige dagligstue. Poolbordet, minibaren og en reol med stereoanlæg og parabolmodtagere - der kan hive ethvert tænkeligt sportsprogram ned fra himlen - er de eneste møbler i ”legestuen” ved siden af.
Bokseren Allan Vester jubler på et kæmpefotografi over sidste års sejr over svenskeren George Scott. Mellem dem står den store mand og nyder det, der også var hans sejr. Hans triumf som nedvurderet boksetræner med kun 12 amatørkampe som ballast. Hans personlige sejr over en barndom med druk, vold, svigt og kriminalitet. Brian Mathiasen hedder han. Kendt som Brian Bomstærk i vide kredse i hjembyen Århus.



SØSTER PÅ DRUK

Huset i Viby er en drøm. En livsdrøm for dets 36-årige, enlige beboer, der siden sine tidligste barndomsår har haft huset i tankerne. Brian Mathiasen drømte ikke om brandbiler og jagerfly og politimænd, da han var dreng. Eller om rigdom og berømmelse. Han drømte om huset. Om at få sit eget. Og han fik det. Og så drømte jeg bare om at blive et godt menneske, siger han efter en lang tænkepause - og lader sig ikke aftvinge et utvetydigt svar på, om også den drøm er gået i opfyldelse. Drømmen om huset blev født i en ydmyg lejlighed i Århus, hvor lille Brian Mathiasen delte værelse med sin ældre søster, indtil hun begyndte at gå med moderen på ugelange drukture. I et morads af druk og vold og trøstesløshed voksede længslen efter en tryg hule frem.

FIK INGEN MAD

Vi var en almindelig familie, indtil min morfar døde, da jeg var 12 år. Han var min bedste ven og den eneste, jeg virkelig stolede på. Da han døde, knækkede filmen for min familie, fortæller Brian Mathiasen. Hans mor begyndte at drikke voldsomt og forsvandt hjemmefra i lange perioder. Tit var han overladt til sig selv i ugevis. Andre gange var det en slagmark derhjemme, når forældrene sloges. Så stod han der, en lille dreng, i underbukser og forsøgte at skille dem ad. Eller lagde sig imellem dem i sengen, når de gik omkuld, så de ikke røg i totterne på hinanden.

Brian Mathiasen fortæller sin livshistorie uden at lade bitterheden regere. Uden at klynke. Han fortæller om sin søster, der som 15-årig begyndte at tage med moderen på druk og snart selv havnede i et svært alkoholmisbrug. Om forældrenes skilsmisse og faderen, der alligevel kom i hjemmet og fortvivlet druknede sine sorger i øl og lod sine frustrationer gå ud over sin lille søn. Han fortæller om de utallige gange, da faderen sendte han ham ud i byen om aftenen for at finde moderen. Som modydelse for at få lov at spise aftensmad. Fandt han hende - ikke sjældent liggende bedøvet af druk på et fortov foran et af værtshusene på Frederiksbjerg i Århus - brugte han resten af natten på at stoppe forældrenes slagsmål. Fandt han hende ikke, måtte han atter ty til kammeraterne, hvis mødre altid stod klar med et måltid. Men snart slap kræfterne op: Han forlod skolen i sjette klasse og vendte aldrig siden tilbage til skolebænken.

VENNER FOR LIVET

I stedet tilbragte han sine dage med intenst at dyrke sin interesse for sport i enhver afskygning. I de år grundlagde han livslange venskaber med et væld af drenge, der kom fra samme trange kår som han selv. I dag er de fleste kriminelle, narkomaner eller rockere. Dengang dyrkede de sport dagen lang, og mens de andre sluttede dagen af med at gå på indbrud, tog unge Brian Mathiasen hjem til endnu et nattehelvede med vold, gråd og druk. Det havde været så nemt at gå med de andre. Men jeg gik altid hjem. Jeg vidste, at jeg ville være fortabt, hvis jeg begyndte at stjæle, siger Brian Mathiasen, der stadig i dag har en pletfri straffeattest. Jeg ønskede at blive til noget. Jeg ville have et andet liv end det, jeg kendte til. Og jeg havde min morfar som forbillede. Han viste mig, hvordan man bliver et godt menneske.

SKAMMEDE SIG

Mindet om morfaderen får stadig en varm glød frem i øjnene på den bomstærke mand i lædersofaen i Viby. Brian Mathiasen glemmer ikke let. Jeg skammede mig over min mor. Det var flovt at blive ringet op fra et eller andet værtshus og blive bedt om at hente hende. Men et eller andet sted var der alligevel kærlighed, så jeg gjorde det hver gang. Jeg blev ved med at passe på hende, siger Brian Mathiasen, der fastholdt sin omsorg for moderen frem til den efterårsdag i 1986, da alkoholen tog livet af hende. Han var da 21 år gammel og oplevede dødsfaldet som en enorm lettelse. Så var der én mindre at bekymre sig om, konstaterer han tørt. På det tidspunkt havde han allerede i flere år ernæret sig som havnearbejder. Siden tog han job som dørmand på diskoteker ved siden af sin aktive karriere som fodboldspiller. Fra det allerførste dørmandsjob lagde han - ikkerygeren og alkoholfornægteren - penge til side til sin drøm. Til huset i Viby. Fodboldkarrieren blev smadret af en stribe knæoperationer, hvorefter han kastede sig over sin anden lidenskab: Boksningen. I sin tolvte kamp vandt han det jyske mesterskab i supersværvægt.

TILLID ER ALT
Trods sin korte karriere i ringen har han nu i snart tre år været professionel boksetræner. Allan Vester er gået nye veje med en amerikansk træner, men stadig sætter europamester Anita Christensen og Danmarks vel nok største talent, Ahmed Kaddour, deres lid til Brian Mathiasen. Med succes, trods selvudråbte bokseeksperters hovedrysten over hans ringe erfaring. Jeg lægger vægt på at skabe gensidig tillid. Det betyder alt. Og jeg ved jo alt om, hvordan man ikke skal behandle folk, siger Brian Mathiasen, der også driver et privat boksestudie med store motionshold og alenlange ventelister i motionscentret Fin Form i Viby. I halvfemserne skiftede

han dørmandsjobbet ud med et vellønnet job som inspektør for en kæde af restaurationer i Århus. I næsten ti år arbejdede han i døgndrift og stoppede først, da han i maj 1999 blev fuldtidstræner i stald Vester. Men for en måned siden vendte han tilbage til det natteliv, han kender for både godt og ondt. Presset af en gammel ven og restauratør - og lokket af sin evige ambition om at udrette noget - takkede han ja til at bestyre det nyåbnede diskotek Cosmos i Århus midtby.


AR PÅ SJÆLEN

Den fødte taber fra den lille lejlighed i Århus har vundet mod alle odds. Han har ar på sjælen, erkender han. Ar, der forhindrer ham i at knytte sig for tæt til mennesker. Derfor har han ikke kone og børn. Jeg er nok perfektionist. Jeg stræber for højt på det punkt: Man kan ikke være lykkelig hver dag, men sådan vil jeg have det. Jeg er bange for, at min barndom gentager sig for mine børn, siger Brian Mathiasen. Men jeg har det utroligt godt, og jeg er en glad mand. Hvis min barndom var en forudsætning for at blive til den, jeg er i dag, ville jeg ikke have undværet den. Sidste år mistede han sin far, som han forsonede sig med efter moderens død. Søsteren er han knapt på talefod med. Brian Mathiasen behøver ikke længere bekymre sig om andre, men gør det alligevel. Som foredragsholder i ungdomsklubber prøver han at indgyde drenge med samme forudsætninger som hans tro på fremtiden. Jeg blev glad og stolt, da jeg blev opfordret til at fortælle om mit liv. Hvis bare en af de unge rødder følger den vej, jeg har fulgt, er jeg tilfreds. Så har det været det hele værd, siger Brian Mathiasen.