Artikel om Brian Mathiasen

Af Ulrik Andersen for www.knock-out.dk


Med seks boksere under sine vinger i gym’et i Viby i Århus svinger Brian Mathiasen pisken over flere professionelle boksere end nogen anden træner i Norden. Han er i ringhjørnet hos de etablerede navne Allan Vester og Anita Christensen og de fire unge århusianske talenter, der i amatørtiden blev døbt ”Gulddrengene”: Jadgar Abdulla, Youssef El-Awad, Reda Zam Zam og Ahmed Kaddour. DPF har været på besøg hos Brian Mathiasen i Viby til en snak om hans trænerkarriere indtil nu, Reda Zam Zams kommende kamp mod Anders Styve, Ahmed Kaddours potentiale og meget andet.

Af Ulrik Andersen

Luften er helt frisk. Der er ikke den mindste antydning af den syrlige lugt, man ellers kunne forvente i et lokale, hvor der hver dag bliver slidt og svedt. Væggene i det vinkelformede boksegym bærer på en trængsel af indrammede boksere. Zab Judah, Allan Vester og Anita Christensen. Brian Mathiasen i selskab med Vince Phillips og verdens ubestridt bedste letweltervægter, Kostya Tsyzu. Måske kan en del af Tsyzus succes forklares med budskabet på skiltet, der hænger, så man ikke kan undgå at se det fra den koboltblå boksering i den brede ende af lokalet. ”Lysten til at ville, skaber viljen til at kunne,” står der. I lokalets smalle del er der ribber, en træningsbænk og andet udstyr. Hernede går døren op, da vi er godt i gang med interviewet. Ind kommer Jadgar Abdulla. Han vil bare lige stille sin taske ind i træningssalen, men skynder sig alligevel op i den anden ende af det lange lyse lokale for at give hånd til både træner Brian Mathiasen og DPF’s udsendte.

Håndtrykkene er en lille detalje, men et godt billede på stemningen i Brian Mathiasens boksestudie i motionscentret Fin Form i Viby ved Århus. En stemning der er præget af både kammeratskab og respekt.
”Alle bokserne kommer hen og giver hånd både før og efter træning. Og har jeg gæster som i dag giver de også hånd til dem. Alle der kommer herind bliver mødt med respekt og venlighed,” fortæller Brian Mathiasen.

Dermed får den kronragede århusianske boksetræner trykket en del hænder hver eneste dag. For på godt et halvt år er der kommet tre nye boksere til gym’et i Viby. I oktober gik Youssef El-Awad over til de professionelle rækker, og Brian Mathiasen blev hans træner. I midten af januar overtog Mathiasen træningen af Jadgar Abdulla og efter Team Palle stævnet i Pandrup d.7/3 skiftede også Reda Zam Zam til Brian Mathiasen, så nu er de fire ”Gulddrenge” altså igen under samme tag.

Glæder sig til Styve
På fredag skal Reda Zam Zam for første gang i ringen efter trænerskiftet, når han i KB-Hallen skal på en på papiret overkommelig opgave mod sydafrikaneren Lucky Dlamini.

”Træningen går helt kanon. Det er perfekt,” fortæller Brian Mathiasen, men lægger samtidig ikke skjul på, at der er flere ting, der skal forbedres.

”Reda kan jo vinde sine første kampe bare på talentet, for han er et kæmpe talent, men skal han længere end det, mangler han flere ting. Han har nogle uvaner fra amatørtiden, som vi arbejder med at pille af ham. Hans lige venstre og hans hooks skal forbedres, og han slår generelt for lavt. Men jeg kan allerede se, at det går fremad, og han siger også selv, at han kan mærke, han bliver bedre. Han slår hårdere nu, sætter sine slag bedre sammen og står bedre på benene.”

Oprindeligt var Anders Styve udpeget som Zam Zams modstander i KB-Hallen, men nordmanden meldte fra, fordi han ikke følte sig godt nok forberedt. Men det spændende interne Team-Palle opgør bliver efter al sandsynlighed bokset senere på foråret.

”Vi var klar til kampen nu, for Reda er i god form. Men det er lige meget, om han møder ham nu eller om 6-8 uger. Det hjælper ikke Styve, at kampen først bokses lidt senere. Han kan komme i bedre form, men Reda bliver bare endnu bedre. Jeg glæder mig til kampen. Jeg synes det er en god matchning, i hvert fald set fra vores synspunkt. Jeg er sikker på, at vi nok skal komme godt ud af kampen,” siger Brian Mathiasen.

I første omgang gælder det dog kampen på fredag i KB-Hallen. Under interviewet var modstanderen endnu ikke kendt, men der er ingen risiko for, at Mathiasen lader Zam Zam miste fokus på opgaven. ”Den næste kamp er den vigtigste i dit liv,” er mottoet som Mathiasen gang på gang fortæller sine boksere.

Manglende kontakt til promotorerne
Til eftermiddagens træning er der som altid boksere fra flere forskellige promotorer. Allan Vester repræsenterer sin fars stald, mens Jadgar Abdulla og Reda Zam Zam bokser under Team Palles flag. MSE’s Ahmed Kaddour har igen fået problemer med hånden, så han nøjes i dag med at se på.
På dette område er Brian Mathiasen unik, idet ingen andre danske trænere har boksere fra alle tre professionelle stalde.

” For mig er det lige meget hvor de kommer fra. Jeg koncentrerer mig om bokserne og deres forestående kampe, men ikke så meget om, hvem der er promotor for dem. Jeg har ikke den store kontakt til nogen af promotorerne alligevel,” siger Brian Mathiasen, der samtidig understreger, at han savner lidt mere dialog med sine arbejdsgivere omkring bokserne.

Oplevelserne med Vester
Brian Mathiasen er relativt ny som træner på den professionelle boksescene, men har allerede været en del af en type begivenhed, som kun er de færreste danske boksere og boksetrænere forundt. En stor kamp i USA om et af de ”rigtige” VM-bælter. Det var juni 2001. Det var Zab Judah mod Allan Vester.

Vester gik frisk til sagen, men måtte sande, at han ganske enkelt ikke var stærk nok, og han tabte på KO i 3. runde.

”Taktikken var måske forkert. Allan gik tæt på ham, og hamrede sine stød af. Han prøvede at slås med Judah. I stedet kunne han have danset rundt, og hele tiden flyttet sig fra Judah og forsøgt at irritere ham. Men på den anden side gad vi ikke lave en kamp som Junior Witter gjorde mod Judah. Det var jo Kipketer i 12 omgange. Når man får chancen skal man forsøge at tage den. Allan kunne godt være gået flere omgange, men hvad kan man bruge det til, hvis ikke man forsøger at vinde? Både Gary Shaw (amerikansk promotor) og Judah selv roste Allan efter kampen, og takkede ham for, at han var kommet for at kæmpe sin chance.”

I bagklogskabens lys kom Judah kampen måske for tidligt for Allan Vester. Alligevel er Brian Mathiasen ikke i tvivl om, at det var det rigtige at tage kampen.

”Hvis vi selv kunne bestemme ville vi måske godt have ventet, men vi kunne jo ikke ringe til IBF og sige, at vi gerne ville have at Allan ventede et år med at blive nummer et på deres rangliste. Nu lå han der, og selvfølgelig siger man ja, når man er officiel udfordrer og kan tjene gode penge. Og selvom vi vidste det blev svært, troede vi på han kunne vinde.”

Til gengæld har Brian Mathiasen svært ved at se fornuften i, at Allan Vester tog til Italien og udfordrede europamesteren Gianluca Branco. En kamp Vester tabte på TKO i 10. omgang. Op til kampen prøvede Allan Vester med lidt luftforandring og blev trænet i USA af Steve Canton.

” Det var jeg ikke specielt ked af, for jeg ville nødig have stået i ringhjørnet dernede for jeg var meget imod den kamp. Jeg synes det var et forkert tidspunkt. Der har næppe været flere millioner i kampen, så for et mindre beløb synes jeg det var åndssvagt at tage den,” siger den travle århusianske boksetræner.

Nu er Allan Vester tilbage ved Brian Mathiasen og i gang med at genopbygge karrieren. Senere på måneden skal han bokse i Sydafrika og i maj måned i Holland.

Et team
Reda Zam Zam er i gang med den indledende opvarmning, inden han skal i gang med dagens træningsprogram. Fra den anden ende af lokalet spørger Jadgar Abdulla, om Zam Zam har fået besked om, hvem han skal møde, nu hvor Styve har meldt afbud. ”De snakker om Shane Mosley,” spøger Brian Mathiasen. ”Han tør ikke,” lyder det lynhurtigt og grinende fra Zam Zam.

Stemningen er afslappet. I alle pauser mellem træningspas lyder der grin og kammeratlige drillerier. Men i det øjeblik pauserne afløses af træning bliver den lette tone erstattet af nådesløse prygl til sandsækken og intens koncentration fra både boksere og træner. Den gode stemning og det hårde arbejde hænger i Brian Mathiasens øjne uløseligt sammen.

”Vi er et team. Vi har det kanon sammen. Kommer der en, der gerne vil træne under mig, prøver jeg først at finde ud af, om han kan med de andre. Kan han ikke det, er det udelukket. For det vigtigste er, at bokserne trives, når de kommer her og træner. At de har det godt. For har de det, så kommer alt det andet. Vi har det fantastisk sammen. Og det er det, der gør, at alle bokserne giver sig, så det sprøjter med blod sved og tårer til træning.”

På det seneste er Brian Mathiasen blevet kontaktet af fire forskellige professionelle boksere, der gerne vil have ham til at træne dem. Han har blankt afvist de to af dem. Fordi han ikke vurderede, at de passede ind. De to sidste overvejer han stadig.

Baggrunden skal være i orden
”Jeg prøver også så vidt muligt at sætte mig ind i boksernes liv og sikre mig, at de har orden i privatlivet og baggrunden i orden. At de ikke går på diskotek hver weekend og har 40 damer, der kimer dem ned. Da Youssef (El-Awad) skulle starte her finder jeg ud af, at han har en kone og en familie, der bakker ham op. Og da han samtidig er en kanon flink fyr er der ingenting i vejen for, at vi kan have et godt samarbejde,” fortæller Brian Mathiasen.

Det er ikke kun ved den daglige træning, han mener, at det kommer ham til gavn at være godt inde på livet af bokserne.

”Da Allan i sin sidste kamp mødte Ngobeni syntes jeg, at den var ved at blive lige tæt nok efter ni omgange. Nogen ville måske have råbt og skreget af ham, men jeg kender Allan så godt, at jeg vidste hvad der skulle siges. Jeg ramte plet, og bagefter gik han ud og boksede en god omgang. Omvendt kender jeg ikke Youssef lige så godt endnu. Han boksede skidt i Hamburg i lørdags. Når jeg kommer til at lære ham endnu bedre at kende vil jeg måske bedre kunne få ham op, når han har en skidt dag som i lørdags, ” forklarer Brian Mathiasen.

Kan gå hele vejen
Selvom præstationen altså kunne have været bedre, vandt El-Awad kampen i Hamburg og tog dermed endnu et lille skridt frem i karrieren, der måske en dag fører til de store kampe, der er en hver ung boksers ambition. Så langt nåede Brian Mathiasen aldrig i sin egen skadesplagede amatørkarriere, der dog kastede et jysk mesterskab af sig. Men som træner tror han på, at han kan gå hele vejen.

»Der er ingen grænser for mine ambitioner. Jeg mener, at jeg har det, der skal til som træner. Og jeg har faciliteterne, bokserne og forhåbentlig nogle gode promotorer, der kan føre bokserne frem til de rigtige kampe. Kan de leve op til det, skal jeg nok leve op til at gøre bokserne klar, uanset hvem de kommer op med,” siger Brian Mathiasen med overbevisning i stemmen.

Et modbydeligt talent
Den bokser som måske har aller størst chance for at indfri både sine egne og Brian Mathiasens ambitioner, er Ahmed Kaddour. Han har til Brian Mathiasens tydelige ærgrelse igen problemer med hånden, men med sine kun 21 år, har Kaddour masser af tid at løbe på.

”Det er selvfølgelig nemt at fremhæve sine egne boksere, men det er jo indlysende, at Ahmed er et kæmpe talent. Han er fantastisk. Han har uanede muligheder. Når han sparrer, så splitter han folk ad, uanset hvor gode de er. Da han var i USA, var der letsværvægtere, der kravlede ud af ringen efter 2 omgange. Sådan er han. Et modbydeligt talent. Den måde han træner og bokser på er helt vild. På nuværende tidspunkt tror jeg, at han kan matche de fleste i verden over 4-6 omgange,” siger Brian Mathiasen, der ikke kan pege på nogen deciderede svagheder hos Kaddour.

”Han er også begyndt at slå hårdt. I starten han kom her, havde han ikke så meget power, men efterhånden er han begyndt at slå utrolig hårdt og præcist, og samtidig er han jo hurtig. Når han og Evans (Ashira) sparrer, er der virkelig drøn på. Deres sparring burde vi næsten tage entré for. Mentalt er han også stærk. Han har en vilje uden lige og er ikke bange for nogen. Han mener, at han kan slå alle i verden. Derfor sørger jeg også ind i mellem for at få ham lidt ned på jorden. Specielt i starten fløj han lidt højt og ville møde den og den. Jeg sagde, ” rolig nu, du er ny i faget, vi tager det stille og roligt. Når du har banket verdensmesteren i det andet hjørne må du gerne spille smart, men ikke før,”” fortæller Brian Mathiasen med et smil.

Hårde matchninger
Det er dog langt fra kun Kaddour som Brian Mathiasen kan se muligheder i. Faktisk mener han, at alle fire ”gulddrenge” har evnerne til at drive det vidt. Dermed også Jadgar Abdulla, der i sin korte karriere er blevet matchet ualmindelig hårdt.

”Jadgar har ikke det samme åbenlyse talent som Ahmed Kaddour. Der er nogle tekniske ting, der skal arbejdes med. Men han arbejder hårdt og det går allerede fremad. Han er fysisk stærk og har en fornuftig hurtighed, så jeg tror bestemt på, at han også har alle muligheder for at komme langt. Matchningerne betyder selvfølgelig også noget for bliver det ved sådan her, risikerer han at være slidt op efter 10 kampe. Ved kampen i Pandrup boksede han for første gang 3-minutters omgange. Og det mod en mand der er 39-8 og tidligere VM-udforder. Det var virkelig en hård kamp. Han var rystet i første omgang, og han kunne næsten ikke stå på benene, da kampen var forbi. Men det er selvfølgelig en balance. For de hårde kampe giver ham også en masse erfaring, der kommer ham til gode senere.”


Forskel i mentalitet
Som navnene også antyder har Brian Mathiasens fire unge talenter rødder uden for Danmark. Og det kan ifølge Mathiasen mærkes i deres tilgang til boksningen.

”Jeg kan give et åbenlyst eksempel. Hvis Allan taber en kamp tager han det ikke så højtideligt. Han siger ”pis og lort”, men er tilbage til træning igen mandag og vil prøve at blive bedre af nederlaget. Han tager det stille og roligt og flyver ikke så højt. Det gør de andre. De føler sig ind i mellem som verdensmestre. Og flyver man højt falder man hårdere. Hvis eksempelvis Ahmed taber en kamp vil han slå en kolbøtte. De æder ikke nedturene rå. Dem tager de meget nær, når det drejer sig om boksning. Allan kan godt acceptere, at han ikke er den bedste, men måske den næstbedste eller den tiende bedste. De har svært ved at acceptere at være nummer to. Men omvendt er det også en fordel. De kender kun er vej, og det er fremad. De er lavet af noget andet end de fleste danske boksere, måske fordi de har haft en hårdere opvækst. Det tror jeg på gør, at de trækker et længere strå når kampene bliver hårde. De har et stort hjerte,” forklarer Brian Mathiasen.

Dagens træning er ved at være forbi. Reda Zam Zam og Jadgar Abdulla er grundige med deres strækøvelser og viser en smidighed, der får en til at føle sig så stiv som en gigtplaget 85-årig. Træningen evalueres, og der snakkes om kommende kampe og rygterne om et stort stævne i Århus Arena, hvor de begge vil være på hjemmebane og vil kunne trække tilskuere. Tidspunktet for næste formiddags løbetur aftales, inden træningen afsluttes som den begyndte. Med et smil og et håndtryk.


Spørgsmål eller kommentarer: ulrikandersen@oncable.dk